Dennis N. Zachariasen
Af
Dennis N. Zachariasen

 

Jeg lever af at sælge integrationsløsninger, herunder EDI. Så jeg har hørt en del indvendinger gennem tiden, og bevares, det er ikke alle, der har brug for EDI, langt fra endda.

Men der er altså nogen, der burde få sig en EDI-løsning, selvom de ikke selv synes det, og der er det lidt ærgerligt at se folk vælge forkert.

Ikke bare fordi jeg gerne ville sælge noget, men lidt på samme måde som det er ærgerligt at se en mand løbe ved siden af sin cykel, fordi han har for travlt til at hoppe op på den.

Jeg har samlet top 5 indvendingerne og giver dem lige en kommentar med på vejen:

1) Det er for dyrt

En klassisk indvending, der kan bruges i alle sammenhænge. Men for dyrt i forhold til hvad?

En helt almindelig mellemstor dansk virksomhed har let 20.000 dokumenter (ordrer, fakturaer, følgesedler osv.) der afsendes eller modtages pr. år som PDF eller på papir. Hvis vi anslår, at der anvendes 1 minut pr. dokument til at scanne, taste, udskrive, maile, poste osv., og den interne timepris er på 325 kroner (inklusive diverse overhead) så vil den manuelle håndtering uden EDI alene løbe op i lidt over DKK 100.000.

En mindre EDI-løsning, som matcher det beskrevne behov, koster typisk DKK 50.000 i opstart og DKK 3.000 per måned (Bizbrains-priser). Den er tjent hjem på under et år, og herefter er det overskud.

Læg hertil, hvad du sparer ved færre returvarer, gladere kunder, mindre frustrerede medarbejdere osv.

2) Det, vi allerede gør, virker fint

Vanens magt er stor og det er helt almindeligt at høre "jamen hvad skal vi så lave, hvis vi ikke skal taste ordrer".

Kort sagt: Det skal I ikke være bekymrede for! Hver gang, vi har været med til at indføre EDI, er der blevet fundet langt mere værdiskabende opgaver til dem, der før havde taste-/scanningsopgaven.

Når først utrygheden ved at skulle opgive velkendte gamle rutiner har lagt sig, tror jeg ikke, I skal tænke ret længe, før I kommer i tanker om en hel del muligheder – der sandsynligvis også vil vise sig at være mere tilfredsstillende at arbejde med.

Jeg bliver stadig overrasket over denne indvending, men den kommer altså jævnligt – tro det eller ej.

3) Det er kun min kunde (eller leverandør) der får fordele ved EDI

Den findes i mange varianter.

Den variant, jeg bedst kan forstå, er der, hvor en lille leverandør får at vide af deres store kunde, at nu skal der indføres EDI i samhandelen. Der er det en forholdsmæssig stor udskrivning, men fordelene er altså – selv her – på begge sider: Leverandøren får ordrerne helt ind i maven på ERP uden at skulle taste, og fakturaen kommer hurtigere frem til betaling, når den kan udveksles maskine til maskine uden scanning/fortolkning.

Det kan også forekomme den anden vej: En meget stor producent, jeg talte med for et par uger siden, syntes absolut, at leverandørerne måtte betale for begge ender af EDI-løsningen. For det var jo dem, der fik fordelene af forecast og ordre/ordrechange. Men her synes jeg, det giver sig selv, at den store producent tager fejl – for det er altså ham selv, der står og mangler dimser i produktionen, hvis ordren er blevet tastet forkert ind leverandørens ERP?

4) Vi har ikke tid lige nu

Det var det med at løbe ved siden af cyklen.

Det kender jeg da udmærket selv i andre sammenhænge. For eksempel skulle vi længe have et kontraktstyringssystem, og fik det bare ikke indkøbt ... fordi vi ikke havde tid.

Men da vi så fik det, tænkte vi jo selvfølgelig, at det skulle vi have gjort for længst!

Alle, jeg kender, der har taget sig sammen og fået lavet en EDI-løsning, har været glade og er i mange tilfælde kommet tilbage for at få sat endnu flere processer på automatik.

5) Det er for kompliceret

Det er sådan set rigtigt, at det er kompliceret at forstå detaljerne i en god EDI-løsning: EDIFACT, mapninger, formater, dokumentyper, service providere osv.

Men det er også kompliceret (for mig i hvert fald) at forstå, hvad min mekaniker snakker om. Pointen er, at jeg heller ikke behøver at forstå, hvis jeg ikke vil.

Løsningen er at finde den gode leverandør, og det er ikke sværere (eller det er lige så svært) som at finde en ordentlig håndværker. Spørg dig omkring i netværket, der skal nok være nogen, der har fundet én, de er blevet glade for, og som er fair og dygtig.

Nu kunne jeg sagtens påstå, at vi hos Bizbrains er netop det, men du skal ikke tro på sælgere.

Vil du holde dig opdateret med den nyeste viden?

Få gratis viden og konkrete råd.