Martin Fogh Skovlyst
Af
Martin Fogh Skovlyst

Hvornår PEPPOL: 18. april

Måske er du stødt på begrebet PEPPOL i den senere tid. Særligt hvis du handler på tværs af landegrænser og har interesse i at sende fakturaer, ordrer og andre dokumenter elektronisk, er PEPPOL svært at komme udenom. Det er der en god grund til. EU har nemlig besluttet, at PEPPOL er den nye europæiske standard for elektronisk udveksling af handelsdokumenter i EU-medlemslandene. Derudover har andre lande som eksempelvis Norge og Singapore også valgt at adoptere standarden, og sågar USA overvejer at gå med.

Hvornår?

PEPPOL har været kørende i nogle år efterhånden, og faktisk har Bizbrains været med fra starten. Vi har deltaget i opbygningen, og vi har fungeret som certificeret PEPPOL access point siden opstarten. Men nu tager det for alvor fart, og mange virksomheder er i gang med at blive koblet op mod PEPPOL-netværket, hvilket er en ret enkel opgave, hvis man allerede sender eller modtager dokumenter via Bizbrains. Faktisk er det lige så nemt, som når du skal have koblet endnu en modtager af din faktura eller ordre på din løsning. Forskellen er bare, at når du bliver koblet op mod PEPPOL-netværket, så kan du med ét udveksle dine dokumenter med alle de andre hundredtusindvis af organisationer i PEPPOL-netværket.

Pr. 18 april 2019 KAN du sende PEPPOL-fakturaer til alle statslige myndigheder i Danmark og øvrige EU-lande.

Den primære grund til, at der sker en stor udvikling i netværket nu, er, at EU gennem et direktiv har opsat nogle krav om implementeringen i medlemslandene. Direktivet betyder, at statslige myndigheder skal kunne modtage dokumenter i PEPPOL v3 per 18. april 2019, mens kommuner og regioner skal leve op til kravet samme dato i 2020.

Da mange private virksomheder er leverandører til statslige- og kommunale organisationer, vil udbredelsen af PEPPOL uden tvivl medføre, at mange af disse private virksomheder vil ønske at anvende PEPPOL generelt til udveksling af fakturaer og andre dokumenter, når de alligevel er i stand til at anvende formatet og er blevet forbundet til PEPPOL-netværket.

Det er vigtigt at bemærke, at kravet fra EU går på, at de offentlige myndigheder kan modtage PEPPOL-formatet per ovenstående datoer. Men det er ikke et krav, at de udelukkende må modtage dette format, og de må derfor også gerne kunne modtage for eksempel NemHandel, EHF, SveFaktura, Finvoice osv. i en ikke nærmere defineret overgangsperiode.

Der er lige langt til Barcelona og Brønderslev

Den store fordel ved PEPPOL er naturligvis, at man benytter det samme format og netværk på tværs af landene. Det betyder, at når du først er koblet på PEPPOL-netværket, så skal du blot angive identifikationen på modtageren i den elektroniske faktura, som så selv vil finde frem til den rigtige modtager i PEPPOL-netværket. Præcis ligesom når du sender en e-mail, der selv finder frem til den angivne modtager, uanset hvilken udbyder og hvilket e-mailsystem modtageren benytter.

Derfor vil der ikke være nogen forskel på, om du skal sende en faktura til en kunde i Barcelona eller Brønderslev. Du laver fakturaen i dit økonomisystem, og resten sker af sig selv. Og når fakturaen er sendt ud på PEPPOL-netværket, gennem eksempelvis Bizbrains, så påføres der ikke flere transmissionsomkostninger, uanset hvor i verden modtageren befinder sig. Modellen kaldes four-corner-model, og er skitseret herunder. Og hvis det ikke stiller din nysgerrighed, kan du her læse mere om, hvordan PEPPOL-formatet og -netværket er bygget op.

Implementeringskravene fra EU gælder som sagt for alle medlemslandene, og de øvrige landes statslige organisationer vil derfor også kunne modtage PEPPOL-dokumenter på ovennævnte datoer. Men faktisk er vores nordiske naboer lidt foran. Allerede per 1. april 2019 vil alle offentlige myndigheder – statslige og kommunale – i både Norge og Sverige kunne modtage PEPPOL 3. I Norge fastholder de det allerede udbredte navn ”EHF Faktura”, selvom der er tale om PEPPOL 3-formatet. I Sverige skifter de det ligeså udbredte navn ”SveFaktura” ud med ”PEPPOL”. Så kært barn har mange navne, men standarden på tværs af EU-landene bliver den samme.

I både Sverige og Norge implementeres PEPPOL allerede 1. april 2019 for ALLE offentlige myndigheder, samtidig med at der indføres generelt krav om elektronisk fakturering. Ikke mere papir og pdf!

I de to nordiske nabolande indfører de ligeledes per 1. april 2019 krav om elektronisk fakturering generelt til alle offentlige myndigheder. Det betyder, at man ikke længere kan sende papir- eller pdf-fakturaer til disse. Det er derfor helt oplagt for danske virksomheder at sende PEPPOL-dokumenter til norske og svenske myndigheder, når det alligevel med tiden bliver et krav. Men det er også muligt at anvende de eksisterende EHF- og SveFaktura-versioner i en overgangsperiode.

Brænder du inde med spørgsmål?

Hvis du vil høre mere om fordelene ved PEPPOL og danne dig et billede af, hvad det kræver at komme i gang, så send mig en mail på mfs@bizbrains.dk eller ring på 70 70 16 44 og spørg efter mig.

Hvis du ikke lagde mærke til det i toppen af dette indlæg, så hedder jeg Martin Fogh Skovlyst. Jeg er Cloud Service Manager og PEPPOL-entusiast her hos Bizbrains, og som indlægget her nok er et bevis på, kan jeg snakke længe om PEPPOL. Så hvis du har nogen spørgsmål, vil jeg meget gerne hjælpe dig med at få svar på dem.

Vil du holde dig opdateret med den nyeste viden?

Få gratis viden og konkrete råd.