Elopak-2

Stærk integration giver Elopak mere fleksibel forretning

En integrationsløsning fra BIZbrains gør det hurtigere og nemmere for Elopak at integrere til nye kunder, leverandører eller interne it-systemer. Det gør det også nemmere at overvåge kommunikation, så afvigelser kan blive korrigeret, inden f. eks. kunder bliver besværet af det.

”Vi leverer emballageløsninger til mejeri- og læskedrikkebranchen, som er i stærk bevægelse. Branchen går i hastigt tempo fra en lidt gammeldags branche, hvor alt var papirbaseret til en moderne branche, hvor der er fokus på at reducere omkostninger og opnå konkurrencefordele fx med digitale værktøjer”, fortæller Henrik Buch Andersen, der er Supply Chain and It Production Manager hos Elopak.

Han supplerer: ”Løsningen er en kombination af en BizTalk-server og en EDI Portal. Det betyder, at vi hurtigt kan koble os sammen med nye parter. Det er en konkurrencefordel, fordi vi hurtigt kan ændre på vores værdikæde og etablere nye relationer i en verden, hvor der hele tiden sker nye ting”.

Brugervenlig og driftssikker

Elopak beskæftiger 2800 medarbejdere, har 13 fabrikker, sælger cirka 13 milliarder kartonemballager om året i 80 lande og er ejet af den norske industrikoncern Ferd.

Elopak valgte for nogle år siden at implementere en integrationsløsning, der kunne sørge for hurtig og smertefri integration mellem virksomhedens ERP og andre interne systemer, leverandører og kunder. Valget faldt på BizBrains løsning med en kombination af BizTalk og EDI Portal. ”Vi har fået en meget brugervenlig og driftssikker løsning. Vi har ikke brug for langhåret kodning, hver gang vi skal ændre noget eller skal koble en leverandør på. Vi skal bare forbinde et felt på skærmbilledet med et andet felt, og så er den integration groft sagt på plads”, fortæller Henrik Buch Andersen.

Først leverandører, så WMS og nu også kunder

Elopak startede med at koble en række leverandører på EDI Portalen og modtager Advance Shipping Notes eller elektroniske fragtbreve fra leverandørerne direkte ind i ERP-systemet. ”Vi valgte for et par år siden a implementere en ny it-løsning til at styre Elopaks lager, et warehouse management system (WMS). I den forbindelse var det nemt at integrere WMS til ERP med EDI Portalen, så der er direkte indsigt i varebeholdningen og ordrestatus fra ERP”, fortæller Henrik Buch Andersen.

Senere valgte Elopak også at køre WMS på råvarelageret, og i forbindelse med introduktion af et nyt produktprogram er virksomheden også begyndt at koble kunder på EDI Portalen. ”De første kunder er implementeret og den automatiske dataudveksling kører upåklageligt”.

Vanskelige formater er intet problem

Mange af Elopaks kunder og leverandører bruger SAP som ERP-system. SAP’s format hedder iDoc. ”iDoc er ganske vist en standard, men standarden bliver altså brugt meget forskelligt af forskellige virksomheder, så det kræver en tilpasning af integrationen hver gang. Det er heldigvis let i EDI Portalen”, fortæller han. Han fortæller også, at det tager mellem en uge og måske en måned at integrere en ny kunde eller leverandør afhængig af, hvor struktureret it-arkitekturen hos partneren er.

”Vi overvejer at skifte ERP-system på et tidspunkt. Når det sker, gør EDI Portalen, at vi er mindre udsatte, fordi vi ved, at vi med EDI Portalen nemt kan integrere det nye ERP med andre systemer”, fortæller Henrik Buch Andersen.